Du er her:  Foererhund.dk » Winnie er næsten blind: Førerhunden er min frihed

Winnie er næsten blind: Førerhunden er min frihed

Gislev: Den et-årige labradorblanding, der lyder navnet Salome, har svært ved at holde bagpartiet i ro, når der kommer fremmede i huset på Stenhuggervej i Gislev. Den er stadig kun en hvalp, og den barnlige begejstring er svær at lægge låg på. Og så er den stadig i starten af sin træning. I fremtiden kommer den formentlig til at udgøre en fremragende førerhund for en blind eller svagtseende et sted i Danmark.

International Førerhundedag

Onsdag den 26. april bliver Den Internationale Førerhundedag markeret landet over.Førerhundebrugere landet over benytter blandt andet lejligheden til at besøge lokale folkeskoler og lignende for at fortælle om livet med synshandicap og førerhund.

Winnie Vestergaard lægger onsdag vejen forbi skolerne Ryslinge Friskole og Trunderup Friskole.

 – Labradorerne er de nemmeste at finde førerhunde iblandt, men vi har også en enkelt kongepuddel, farvede schæfere, hvide schæfere og en masse labradorblandinger gående i Brugernes Førerhundeordning, fortæller Winnie Vestergaard, der selv er synshandicappet og førerhundeinstruktør.

Winnie Vestergaard opdagede allerede i børnehaveklassealderen, at hun var synshandicappet. Hun lider af det, man i daglig tale kalder kalkpletter på nethinden, og langsomt har hun mistet mere og mere af synet. I dag har hun 0-1 procent af synet tilbage.

Som 24-årig fik hun sin første førerhund, og siden er hundene kommet til at fylde det meste af Winnies liv. Nu opdrætter hun nemlig hvide schæfere som hobby og er førerhundeinstruktør inden for Brugernes Førerhundeordning.

En sjette sans

Winnie Vestergaard er oprindeligt uddannet dyrepasser men måtte opgive karrieren, da synshandicappet blev for stort. De hvide schæfere tager hun på udstilling med, hyrder får med, og er der nogle af hundene, hun fornemmer kan blive gode førerhunde, så bliver de udvalgt og trænet.

– Jeg kan ikke sige præcis, hvad jeg går efter. Det er en sjette sans. Man kan ikke vide, hvordan de bliver, når de kun er otte uger. Jeg har lige måttet kassere én, fordi den blev for stor, så kan man ikke nemt have den med i taxaer og så videre. Men det er første gang, det er sket, siger hun.

At hun startede som hundetræner i første omgang var lidt af et tilfælde. Egentlig var det meningen, at hun blot skulle passe den første hund, til den var stor nok. Men hun begyndte så småt at træne den, og det gik så godt, at hun fik lov til at fortsætte. Hun har nu trænet fem hunde til førerhundebrugere inden for Dansk Førerhunde Ordning, Salome er den sjette.

Hvor lang tid træningen tager, varierer mellem fire og syv måneder.

– Men jeg plejer at lave sjov med, at når jeg kan gå igennem Odense uden at komme hjem med buler, så er den ved at være klar.

Venter på egen førerhund

Pt. har Winnie Vestergaard ikke sin egen private førerhund. Den, hun havde, fik ikke nok udfordringer i Gislev, så den er kommet til Aarhus. Det er nemlig vigtigt, at flere faktorer spiller sammen.

– Hunden og dens bruger skal passe sammen størrelsesmæssigt, sindsmæssigt og også tempomæssigt.

Hun venter lige nu på, at hendes kommende førerhund bliver klar til oplæring.

– Man bliver dybt afhængig af at have en førerhund. Den er min frihed. Førerhunden gør, at jeg ikke er afhængig af at skulle have min kæreste eller veninde med, når jeg skal i byen. I mit tilfælde vil jeg sige, at førerhunden fjerner 90 procent af mit handicap. Den gør, at jeg kan færdes, hvor jeg vil, siger hun.

En førerhund kan hjælpe den synshandicappede med at finde trapper, døre, fodgængerfelter, vej til højre, vej til venstre osv.

– Men den kan ikke se sig for, inden vi går over vejen. Og så har den ikke indbygget gps, desværre, griner Winnie Vestergaard.

Fører- og familiehund

Selvom førerhundene er et hjælpemiddel, er de også meget mere end det.

– Man hører jo også, at fx politihunde får et helt specielt bånd til deres ejere. Her kan vi måske lige lægge ti procent oveni, for vi lægger hele vores færden og al vores tiltro over på dem, når vi er ude, siger hun.

Og når ikke den har sin førerhundebøjle på, så er den en familiehund ligesom alle andre.

Selvom Winnie Vestergaard får et tæt forhold til de hunde, hun træner, så har hun intet problem med at skulle give dem videre til andre.

– Jeg ved, hvilken kærlighed, hundene vil blive mødt med. Jeg har lavet deres bedste ven og deres bedste hjælpemiddel, siger hun.