Hvid Schæfer
Hvid schæfer, hvid hyrdehund, hvid schweizisk hyrdehund: Kært barn har mange navne. En intelligent og lærenem familiehund.
Vægt, tæver: 25–35 kg
Vægt, hanner: 30–40 kg
Højde, tæver: 55–61 cm
Højde, hanner: 60–66 cm
Den hvide schæfer har mange fælles træk med den alment kendte schæfer, og er altså også en nysgerrig, modig, aktiv og stærk hund. Den mest åbenlyse forskel er naturligvis farven: Den hvide pels kan enten være langhåret eller korthåret, og kræver jævnlig børstning. Den langhårede har tendens til at fælde lidt mere, særligt på de to årlige fældningstidspunkter.
Den hvide schæfer er dog mere afdæmpet og rolig end den alment kendte schæfer, og den vil aldrig blive aggressiv uden provokation. Det er en kvik hund med høj intelligens og lærevillighed. Den har et stort behov for ros, og opfyldes dette, er det generelt en meget hengiven og duelig hund.
Den hvide schæfer har ikke tendens til at stikke af og strejfe rundt, men er meget ivrig og aktiv i sine unge år, og har behov for tidligt at lære, hvem der bestemmer.